”Keep it simple ”: Guiden til Fish´n´chips i Aarhus

 

Det er nok ingen overdrivelse eller utidig gradbøjning af sandheden at placere Storbritannien i kogekunstens bløde mellemklasse. Trods flere prominente, verdenskendte chefkokke har det engelske køkken aldrig kunnet udfordre eller konkurrere med det europæiske kontinents stormagter eller Asiens fine smagsnuancer.

 

Men som på mange andre felter var vores nabo mod vest altid fuld af ideer, virkelyst og innovation. Af denne tradition udsprang også en af verdens første takeaway-retter, fish´n´chips. Oprindeligt indpakket i dagens avis blev de panerede friturestegte hvide fiskestykker af torsk, kulmule, havkat eller kuller og pommes frites udleveret til travle forbipasserende, når pubbens pint ikke stod øverst på ”spisesedlen”. Så var man da sikker på mindst én god nyhed i avisen!

 

Med tiden, og det øgede fokus på madhygiejne, blev avisernes tryksværte som fast følgesvend til fish´n´chips dog afløst af det mere tidssvarende indpakningspapir, som vi alle kender fra andre takeaway-retter som f.eks. shawarma.

 

”Keep it simple ” er et velkendt britisk begreb, og fish´n´chips honorerer til fulde denne grundregel. To grundprodukter med stor tilgængelighed på Nordsø-øen giver en enkel mættende ret, der appellerer til såvel gammel som ung. Ja, selv de yngre årgange, som ofte udviser et særligt forbehold over for havets skatkammer, finder en vis madglæde i fish´n´chips. Med tiden er fish´n´chips-menuen blevet udviklet og forfinet med ikke mindst tatarsaucen, oprindelig bygget på bl.a. mayonnaise, æggeblomme, purløg, eddike, syltede agurker og sennep. I en mere ”back-to-basis”-variation nøjes flere bare med at dryppe lidt eddike ud over fisk og kartofler.

 

Fish´n´chips i Aarhus 

Selv med briternes velkendte respekt og fine fornemmelser for tradition har fish´n´chips oplevet en større udfordring siden 1990´erne, hvor de såkaldte gastropubs fik vind i sejlene og dominerede markedet. Den mere forfinede gastro-mad sendte fish´n´chips tilbage i det dybe mørke glemslens hav, men retten viste sig alligevel at være modstandsdygtig og en overlever! På en eller anden forunderlig måde må retten nok karakteriseres som typisk britisk, for udbredelsen til resten af verdenen har ikke været imponerende. 

 

Heller ikke i Aarhus finder man en fish´n´chips-bar på hvert gadehjørne eller på pubbernes kort, men på 7-8 spisesteder kan det godt betale sig at kaste nettet ud hos dem, som vi har med i guiden her. 

Senest opdateret: 18/08/2022 12:08